"Vi" er en ualmindelig almindelig familie fra det jyske hovedland.  Vi bor på en lille ejendom ( meget ironisk kaldet "godset") som vi deler med 2 hunde, 10 katte (sidste gang vi talte),  og 4 marsvin (bestanden er nogenlunde kontrolleret i skrivende stund).  Med lidt god vilje og en hel del fantasi kunne vores lille husmandssted måske godt opklassificeres til godsformat - vi har nemlig det hele i miniature; Allé, springvand i gården, billeder af anerne på væggen, stor have, ("parklignene" ifølge den ejendomsmægler der solgte os ejendommen), og lidt landbrugsjord har vi da også - økologisk dyrket forstås. Men vi har vist ingen spøgelser..... så vidt vi ved. 

Vi mennesker tæller 5: Far Jens - der er landbrugskonsulent, mor Anne-Marie - der er pædagog, og Christian, Henrik, og Philip der alle er skolesøgende.  Vi lever et nogenlunde almindeligt travlt liv, hvor vi skal få arbejdslivet, fritidsinteresser, møder på skolen/arbejde, og hjemmelivet, til at gå op i en højere enhed. Puslespillet bliver næsten altid samlet, når bare vi deles om at få lagt brikkerne ordentlig på plads.  Nogle gange, når vi har rigtigt travlt, giver det sved på panden og røde kinder bare ved tanken om alt det vi skal nå, nogle gange må vi vælge fra - og nogle gange er der noget vi ikke når. Sådan er livet så spændende og fyldt med lærerige erfaringer. 

Det økologiske fylder ikke så meget i vores hverdag; vi dyrker markerne økologisk, vi forsøger at købe økologisk, og vi bruger selvfølgelig heller ikke gift i haven. Det er det med ingen gift i haven der faktisk fylder mest, for hakken har en del mere at lave end i så mange andre haver. Tilgengæld har vi det rigtigt godt, når vi sætter tænderne i det frugt og grønt vi selv har avlet.

En forholdsvis stor og vigtig del af vores tilværelse er fyldt med hjemmeliv og dyrene. Hjemmelivet fordi det er her vi får vores styrke og hvor vi lader op, og dyrene fordi de er med til at give os en  noget mere interessant og udfordrende hverdag.  Tilsammen skaber disse to faktorer et godt fundament for hele familien, og vi ved, at når verden omkring os somme tider føles tung at danse med, så kan vi altid finde ro og tid til at tænke over tingene herhjemme.

Og dyrene - ja, de er faktisk et helt kapitel for sig. Vi har, som før nævnt, en del forskellige dyrearter, der hver især bidrager til familien med forskellige egenskaber og forcer. Tag nu for eksempel hundene; To dansk/svensk gårdhunde, der bliver kaldt ( men ikke altid adlyder) navnene Fie og Freja. De er stadig hvalpe ( julen 2004) og har en utrolig energi, men er samtidig dejligt lærenemme - når de syntes pensum er relevant og der er nok godbidder i sigte!! 

Fie er den mindste og mest energiske. Hun er født med stumphale, men det lader hun sig ikke gå på af - den lille hale hun har, fungerer udemærket til det formål Vor Herre skabte haler til; at logre. og kommunikere med omverden. Fie er i det hele taget noget af en oppotunist.....spiser alt hvad der er tilgængeligt og holder sig ikke tilbage fra, at udforske hvad verden gemmer over spisebordshøjde - og verden udenfor vores lille matrikel som sådan.  Fie "snakker" gerne med alt og alle, så vagthund bliver hun aldrig. Tilgengæld kan hun springe temmeligt højt, ja hun næsten flyver igennem luften - et tallent der ville gøre sig virkeligt godt inden for agility.  Vi mennesker har imidlertid ikke så stor tallent og interesse for denne sportsgren, så Fie må nøjes med at forcere indhegningen til sit og Frejas sovested i fyrrummet -og det gør hun glad og gerne når hun kan.

Freja er den sindige af de to. Hun er knapt så energisk og har som ynglingsbeskæftigelse at hygge sammen med sine mennesker  - og allerhelst i de aller blødeste møbler, hvis hun altså fik lov. Det får hun ikke. Men håbet om at hundeøjne effekten en dag vil virke har hun stadig - og hun er ikke bange for at bruge den! Men ellers er hun også meget lærenem. Det kniber bare med at overbevise hende om nytten af at kunne alle de ting vi mennesker syntes er relevante. Godbidder har en vis effekt - især når de er en del af hendes daglige kost, så er hun nemlig nødt til at arbejde hvis hun vil have noget at spise. Og vi kan godt se at hun kun adlyder modvilligt - det er som om hun først siger:"ok, så gør jeg det  - hvis i absolut vil have at jeg dækker"....dybt suk!!! ....." nu dækker jeg" ......."ja, ja, nu skal jeg nok gøre det" - og først derefter adlyder hun.  Freja er meget reseveret - hun gemmer sig når der der er optræk til ballade - så derfor bliver hun heller aldrig nogen god vagthund.  Men hun har knyttet sig til os mennesker og vil gerne være hvor vi er - det vil Fie forøvrigt også.  

Begge hunde har, foruden alle de andre tallenter, en udpræget god hørelse, exceptionel lugtesans, og er rimeligt gode til at hjælpe med at grave i haven.  Så mulvarpen får turbo på når hundene er i nærheden, kattene hvæser (men holder stædigt på deres ret til også at være der - og bliver), og marsvinene har slået sig til tåls med de nye mærkelige væsener, der øjensynlig ikke gider æde dem alligevel.  Hundene er blevet en kær del af vores familie, nederst i herakiet godt nok, men det ser ikke ud til at berøre dem nævneværdigt - når bare de ved helt nøjagtigt hvor í herakiet det er, de er placeret.

Vores katte er i virkeligheden slet ikke vores - de er deres helt egne. Men de har så altså valgt at bosætte sig hos os. De fleste af dem er lidt vilde og kunne ikke drømme om at stole på os når de skal have deres killinger. Men de spiser glad og gerne den  mad vi sætter ud til dem, og de tør også efterhånden at blive kælet lidt for.  Det er dog lykkedes for os at stjæle os til lidt kontakt med en af killingerne og gøre den tam, vi  kalder hende "Farve".  Ikke at Farve i første omgang var blevet så tam, at hun ville lade os snakke med de killinger hun fik sidste sommer. Men da hankatten havde ædt det første kuld killinger (det gør de hvis de har mistanke om at killingerne ikke er deres - i dette tilfælde med god grund!!) valgte Farve alligevel at  lægge alt på ét bord. Hun fødte dem lige uden for vores fortrappe, i plask regnvejr, helt inde ved muren under udhænget. Der fandt vi hende sammen med de 3 nyfødte killinger. Dét kunne vi ikke stå for. Hun fik en kasse godt foret med halm og det gode fede måltid hun så rigeligt havde fortjent.  Ja, og så blev hun forresten opvartet resten af vinteren, i sin kasse i fyrrummet.  Hun - og killingerne ( der forøvrigt tydeligt bar præg af at den stolte fader må have været af ædel byrd, angora vist) - blev ganske forfærdeligt forkælet. Men så blev de også alle fire temmeligt tamme.  Missemor blev godt nok noget fornærmet da vi bragte hundehvalpene til huse,  men killingerne tog det med ophøjet ro og sover faktisk nu sammen med hundene - hvorfor være fjender, når det er meget mere behageligt og lunt at være venner!! .... Og missemor, hun har  formået at sætte sig rimelig i respekt overfor de vilde bæster, men de er bestemt ikke i kridthuset som vi mennesker er. 

Og sådan lever vi i relativt fred og fordragelighed med os selv, vores naboer, og verden omkring os - vi er ikke så meget anderledes end alle andre familier i lille Danmark.  Og så måske alligevel......ved nærmere eftertanke er vi nok lidt mere rummelige end så mange andre familier. Edderkopper er velkomne indenfor, hvis de ikke er for store ( de spiser fluerne). Nullermænd er, omend ikke særlig velkomne, så dog tålt til en vis grænse - det samme er husstøvmiderne. De er her nu engang, og vi bruger ikke en masse energi på at bekæmpe dem. Myrerne vil vi ikke have inde, men de er meget velkomne til at finde en sten i haven hvorunder de kan bygge bo.  Myredronningen er virkelig temmelig vedholdende - bliver ved med at sende spejdere ind for at sondere terrænet, og bliver de ikke opdaget kommer hele resten af kolonien med til "det forjættede land".   De er altså ikke velkomne inde, på det område er vi ret sippede. 

Det var vist hvad der var at fortælle om "os og vores".  Ikke særligt meget, og ikke særligt originalt var det, men forhåbenligt nok til at give et billede af hvem vi er.  I bund og grund er vi vist lidt kedelige...........