|
Københaven, vinteren 1777
Rimen sad tykt på indersiden af den smalle rude, i det lille rum under taget. Men Anne Larsdatter sansede det ikke. Fødselsvéerne sled i hendes spinkle krop, det var som om den kæmpede imod det lille nye liv hun skulle til at sætte i verden. Mange timer havde hun haft ondt. Uvisheden om hvor længe hun skulle være i dette helvede gjorde smerterne mange gange værre, men hun var fast besluttet på at gennemstå hvad der end måtte komme. Endelig mærkede hun trangen til at presse, og med det urinstinkt naturen havde ladet hende nedarve fra tidernes morgen, vidste hun, at tiden var inde til at føde barnet.
Bagefter, da både barnet og efterbyrden var kommet, sad Anna og betragtede sit barn - en lille dreng. Han var avlet i synd, en synd alle omkring hende ville gøre til hendes. Hjemme i sognet ville hun blive kaldt en hore, og barnet ville blive kaldt uægte. Hun ville blive et udskud som folk undgik - et fattigt liv ville det blive for både hende og drengen. Aldrig havde hun troet, at det nogensinde skulle blive hendes lod, at føde et uægte barn i dølgsmål.
Anna var stolt da faderen skaffede hende en tjenesteplads hos det fine herskab i byen - en chance der ikke blev enhver ung pige undt i det lille sogn. Senere viste det sig, at husets fine herre forventede serviceydelser der vist ikke var med i aftalen med hendes far. Husbond havde truet med at smide hende på porten hvis hun ikke indvilligede. At løbe fra pladsen i utide var uhørt. Hvem ville overhovedet tro på hendes ord mod en herre af det fine selskab. Anna var ilde stedt lige meget hvad hun valgte, så hun valgte at blive.
Men tjenestepigen Anna havde ikke tænkt sig at lade husets herre, og hans syndfulde lyster, sætte sig på samfundets bund, med dets fattigdom og fordømmelse for piger som hende. Derfor måtte hun føde i dølgsmål og skaffe sig af med drengen hurtigst muligt derefter. Anne var heldig. Fruen og herren i huset havde trods alt tilladt at hun blev i pladsen efter fødslen, når bare hun selv skaffede sig af med barnet. Herren i huset vedkendte sig ikke sin skyld offentligt, men han og fruen havde hjulpet hende til at skjule synden. Fruen kendte udemærket til mandens udskejelser......sådan var tidens moral i byerne!
Barnet sov roligt. Anna overvejede hvad hun skulle gøre med ham. Der var for længst blevet sat gitter for byens brønde, så mødre som hun ikke kunne smide deres uægte spædbørn i dem. Hun kunne også smide ham i kanalen - den løsning valgte mange ulykkelige kvinder. Det var slet ikke ualmindeligt at finde små børnelig flyde rundt i de københavnske kanaler. Men nej! Hun ville ikke slå barnet ihjel. Hun kunne ikke slå ham ihjel. Nok var han avlet i synd, men det naturlige moderinstinkt fornægtede sig ikke. Der var en sidste mulighed; Kassen ved fødselsstiftelsen. Fruen havde ladet hende vide, at man dér kunne aflevere uønskede børn uden at give sig til kende. Drengen ville blive taget ind, registreret, og hurtigst muligt blive sendt ud til en plejefamilie på landet. Barnet ville så i det mindset overleve, selvom dét at blive sendt ud til en plejefamilien ikke altid gav større muligheder for overlevelse, det vidste Anna alt for godt hjemme fra sognet. Men det var den mulighed hun havde og dét ville hun gøre.
Anna rejste sig besværligt. Hjemme og lovformeligt gift ville hun skulle blive i sengen mindst 10 dage. Men som sagerne stod blev det forventet at hun mødte i tjeneste i morgen. Hun samlede sit tøj om sig, tog drengen og holdt ham tæt til kroppen, og listede stille ned af tjenestefolkenes trappe, ud i de kolde gader. Ved fødselsstiftelsen mærkede hun sig duften af sit barn for sidste gang, før hun trak den forede kasse ud og lagde ham i den , sammen med en seddel med et navn; Jens Sørensen skulle han hedde. Hun havde ladet sig fortælle at folkene på fødselsstiftelsen tog hensyn til sådanne sedler. Stille skubbede Anna kassen ind gennem det lille hul i porten og en klokke lød inde i huset. Hun skyndte sig hurtigt væk, men nåede at høre en svag klynken fra kassen i baggrunden. Da mærkede hun en smerte der var tusind gange værre end de fødselsveer der havde revet og slidt i hendes krop få timer tidligere. Og Anna Larsdatter lovede sig selv, at aldrig, aldrig, skulle nogen mand, hvor fin og fornem han end måtte være, påføre hende en sådan smerte igen.
Som sagt var denne historie rent fantasi - sådan kunne det været gået for sig. Pigen der fødte Jens Sørensen kunne måske også have født i fattighuset, og, hvis hun ikke havde gjort det i forvejen ville hun her komme til at oplyse faderens navn.
Piger, der var blevet gravide før tid og som holdt faderens navn for sig selv, blev tit og ofte presset hårdt og brutalt til at få munden på geled. Jordmoderen - hvis hun var tilstede - havde i disse tilfælde ofte til opgave at få sandheden ud af pigerne. Det er hørt, at nogle jordmødre har udspurgt pigerne under de værste veer. Ihvertefalde har nogle jordmødre givet taget alle midler i brug for at kunne vidregive navnet på den skyldige, der kunne betale forsørgelsen for det lille nye barn.
Jens Sørensen kunne måske også være født i en eller anden baggård, og efterladt ham der.
Måske har hun været gift, men er død fra barnet. Mulighederne er mange og fantasien bliver ved med at råde, indtil Jens Sørensens fødsel, på et eller andet tidspunkt, dukker op i arkivalierne.
Resten af smedeslægtens historie er knapt så fantasifuld. Den går fra ca 1801 og er godt underbygget af forskellige kilder.
Tilbage til smedeslægtens historie
| 