Indtil smeden Jens Sørensen kom ind i slægten, levede anerne i den lille landsby Tyvelse som bønder. Gårdene lå samlede i klynger, markerne blev dyrket i fællesskab, de sled for at få det daglige brød ud af de små jordlodder der hørte til hver ejendom. Alle ændringer i dyrkningsmetoder skulle besluttes i fællesskab - derfor var der ikke  meget udvikling og kreavitet. De fleste bønder var mod mange ændringer, for man var i høj grad selvforsynene. Svigtede høsten eller var der misvækst, stod sulten for døren indtil den næste høst var i hus. Man blev ved de gamle kendte og afprøvede metoder.

Hoveriarbejdet for herremanden var også en del af dagliglivet på den tid, og det har givet taget sin del af tiden og kræfterne. Hver bonde skulle afgive et vist antal arbejdsdage om året, dage der gerne faldt i høsten eller i foråret når markerne skulle pløjes. Ofte skulle bonden også stå til rådighed med heste og kørsel, og indtil 18?? var dét at gå i krig og være almindelig soldat, også kun noget der var pålagt landbefolkningen - håndværkere undtaget. 

Sådan var virkeligheden da Jens Sørensen kom til Tyvelse som opfostringsbarn, hos sognets smed, første gang. Helt nøjagtig hvornår han kom til sognet er uvist. Han var der ikke i folketællingsåret 1787.  Så i virkeligheden er det første spor af ham fra folketællingen 1801, hvor han, som før nævnt står opført som "plejebarn fra opfostringshuset".  Ud fra hans opgivne alder må han være født i ca 1777, og fra folketællingen 1845 står han opført som født i "kjøbenhavn". Opfostringshuset lå i københavn.  Så vi ved faktisk ikke ret meget om hans færden før han dukker op i Tyvelse. Men der er ingen tvivl om, at dét at være plejebarn, har betydet en barndom der har væet hård og ubamhjertig på alle måder. Fysisk måtte børn i det hele taget lægge krop og energi til meget arbejde, på den tid. Der var brug for alle hænder - enhver måtte bidrage med hvad de kunne for familiens overlevelse. Fra helt små fik man opgaver og blev oplært i de færdigheder der var nødvendige i det gamle bondesamfund. Men ét var at være en del af en familie, der arbejdede sammen om at tjene til dagen og vejen. Noget helt andet var at være plejebarn på nådsens brød.   Øjnsynlig har smedefamilien i Tyvelse dog taget sig godt af ham. Kilderne fortæller at Tyvelse nok ikke var det værste sted et opfostringsbarn kunne havne. I "årbog for historisk samfund, præstø amt" fortæller Aksel Rønnekilde Nielsen om festskikke i Tyvelse sogn:

"Årets gladeste tid var fastelavnen. Almindeligt varede fastelavnen i sognene 11 dage; men i Tyvelse varede den 13, 11 dage var íkke nok.

I alle disse dage udførte vi kun det strengeste nødvendige arbejde: mandfolkene at passe kreaturerne, og kvinderne at malke køerne og lave mad, ellers gik tiden med fornøjelser, der naaede deres højdepunkt i gilderne og fastelavnsridtet.

Første Tirsdag holdtes det store fastelavnsgilde. Gildet kostede 5 mark for et par; alt var da frit. Alle kunde kommne med, baade gaardfolk, husfolk og tjenestefolk. I Tyvelse regnedes alle for lige". 

Og sådan fortsætter Aksel Rønnekilde Nielsen med at fortælle om alle de andre gilder i sognet. Han beskriver en befolkning, der bruger enhver andledning til at spise, feste og slappe af fra det hårde dagligliv - og hvor alle er med på lige fod. Ofte afspejler menneskers festskikke meget hvordan man ser på hinanden i hverdagslivet. I det lille sogn Tyvelse blev folk der var lavere i herakiet sansynligvis ikke adskilt væsentligt fra dem der var over dem, ved vigtige fester. Det tyder på, at man heller ikke til hverdag gjorde forskel på høj og lav. At der var forskel er der ingen tvivl om. Økonomisk og standsmæssigt stod tjenestefolk og husfolk under gaardfolkene og håndværkere. Den ene tjente til det daglige brød ved at arbejde for den anden. Men stand har været noget der hørte arbejdslivet til. Når man var sammen socialt blev alle øjnsynligt anset for lidt mere på lige fod. Og det er sikkert afspejlet sig i den måde smedefamilien behandlede Jens Sørensen på. Han har måttet arbejde hårdt, og har måske også fået en omgang tæv nu og da, men de samme vilkår havde alle de andre børn i sognet. Det tætte landsbyfællesskab og det lille befolkningstal, har gjort,  at folk blev nødt til at leve ordentlig sammen, for at sikre brød på bordet og overlevelse for alle.

Desværre er der ikke bevaret kilder der fortæller om Jens Sørensen specielt. Ingen nulevende slægtninge kan huske ham. Det var uden for almenmands muligheder at få malet portrætter, og han har ikke selv efterlad sig noget skriftligt. Så det er ikke meget vi ved om ham og hans person.

Jens Sørensen har givet kunnet skrive, læse og regne. I smedefaget var det nødvendigt at have et minimum af skolefærdigheder. Men da han kom til sognet ret sent i sin barndom har han sikkert ikke gået i skole i Tyvelse, eller i Tybjerg herred i det hele taget.  Og godt det samme!  Da den danske landsbyskole blev grundlagt i 1739 af Christian den Sjette var skoleprogrammet meget pietistisk, og efter C.A. Plessens Mønster. C.A. Plessen var overkammerherre og ejede flere godser i sydvestsjælland. Han byggede i alt 14 skoler som han gav som gave til sognene i sine områder. Hvordan børnene er blevet undervist kan vi læse i de gavebreve der fulgte med skolerne:

"....Skoleholderen skal oplære børnene i gudsfrygt, begynde og slutte skoledagen med bøn og sang, lære børnene at bede og ret at kende Gud saa og at  vide og forstaa deres katedismus og læse perfekt i biblen. Han skal traktere børnene lempeligt og foregaa dem med et godt eksempel. Børnene skal flittigt søge skolen, item alle søn-, fest-, og prædidendage udi kirken lade sig informere. Og som anordningen alene sigter til at indplante ungdommen den sande gudsfrygt og sande kristendom, hvortil skrive- og regnekunsten ikke egentlig hører, men derved kun tiden spildes, saa skal skriven og regnen ikkun agtres som et tilføjet værk;men findes nogle dertil capable ingenia, kan dem og derui forhjælpes...." ( min fremhævelse).

Ordlyden er taget fra en artikel i årbog for historisk samfund, præstø amt, hvor Johs C Jessen giver et godt historisk billede af datidens skole. Gudsfrygten og troen var det vigtigste, at lære at regne og skrivekunsten var spild af tid. Læren måtte til nød hjælpe dem der viste særlige anlæg for de almindelige skolefag - (hvordan  børnene så end skulle kunne vise dét, når de ikke blev undervist!!) - men ellers blev børnene bedømt på deres evner til at læse i biblen og katekismus, og på om de kom i kirke og lod sig "informere", hver gang der var lejlighed til det.

Vidre fortælles det i samme artikel:

"Der ansattes en mængde uegnede skoleholdere eller kun uegnede skoleholdere, om man vil komme sandheden nærmere, ofte udskud af forskellige samfundslag og uden spor af faglig uddannelse. Skræddere og skomagere fyldte mest op. De kunne bruge deres naal og traad, syl og risp, mens de underviste. Men der var jo mange tro og flittige skoleholdere, der gjorde, hvad de evnede for at opfylde det krav, der stilledes til dem. Degnene var gennemgaaende de daarligste skoleholdere.  Det var med uvilje og en følelse af krænket værdighed, de traadte over skolens dørtærskel for at tage sæde ved skolepulten. Oftest holdt degnen en karl til skolegerningen, skulde det være finere, hed det Adjunk, endnu finere Substitut, naar der ogsaa ydedes hjælp ved degnetjenesten, men saa faldt der også et skær af degn over medhjælperen.

Al undervisning stivnede i terperi af katekismen og lærebogen. Læsningen forsømtes meget og tillærtes forstandsløs, hvilket bispevisitateserne noksom vidner om. Skrivning og regning dyrkedes sjældent eller aldrig. Og naar man erfarer, at der i 1808 i Tybjerg herredes 14 skoler kun var ialt 34 børn, der skrev, een af dem endda privat undervist, og ingen, der regnede, undtagen i een skole, har man billedet af Christian den Sjettes skole som en ruin.

Om Tyvelse sogn rappotere Bispen efter et besøg:

"I Tyvelse skole kunde børnene skikkelig læse i bog og havde færdig lært udenad. Men heri bestod det alt. Af mening og begreb vidste man slet intet. Deri havde manglet al vejledelse".

Så kvaliteten i undervisningen, eller mangel på samme, for resten at Tybjerg herreds skoler gjaldt også i Tyvelse. Og der var vel også andre kundskaber der var vigtigere for landbefolkningen, men for en knægt der ville være håndværker var det bydende nødvendigt at kunne regne, skrive og læse - og derfor  er det sikkert, at Jens Sørensen havde lært andet end at læse sin bibelhistorie, og sin katekismus.

Da Jens Sørensen kom til Tyvelse for anden gang i 1804, var det for at gifte sig med bonden Knud Christensens datter Karen. Karen Knudsdatter blev født i Tyvelse som datter af Knud Christensen og Kirsten Pedersdatter. Moderens navn står ganske vist ikke opført i kirkebogen - ganske som alle de andre mødre til døbte børn heller ikke står opført. Man vidste vel altid hvem moderen var, hvorimod faderen godt, til tider, kunne være tvivlsom. Hvorom alting er, har præsten kun noteret sig at han har døbt "knud Christensens datter Karen" - samt hvem fadderene var. Det er fra folketællingen 1787 at vi ved, at karens mor hed Kirsten Pedersdatter.

Karen voksede op i Tyvelse, hun gik i skole efter den Plessenerske undervisningsmodel, og har derfor ikke kunnet skrive og regne, men måske nok læse sin bibel og katekismus. Hun blev opdraget meget kønsspecifikt - fra en tidlig alder blev hun oplært i de kvindelige opgaver der senere skulle blive vigtige at kunne, når hun selv stiftede hjem og familie. Måske har hun også været ude at tjene, men  vi ved det rent faktisk ikke. Karen har ikke, på dette tidspunkt af sit liv, sat sig spor andre steder end i kirkebogen, og i folketællingerne. De fortæller ingenting om hvad der er sket indimellem de store højtider og folketællingsårene. Men sporene i kirkebogen fortæller, at karen den 2 december 1804, 2 søndag i advent, blev viet til Jens Sørensen.

Brylluppet havde været planlagt i mange måneder. Allerede i juni var de blevet trolovet og der var blevet lyst for dem i kirken 3 gange. Men selve bryllupet måtte vente til vinteren, hvor bøndernes hoveriarbejde for herremanden, og pasning af egne marker og stalde var minimal. Ikke så mange år før, i 1799, ville parret sikkert være flyttet sammen allerede ved trolovelsen - det gjorde mange på landet stadigvæk, selvom det var strengt forbudt. Men for karen og Jens havde det ikke været praktisk muligt selvom de havde villet. Jens havde været udensogns for at blive dygtigere til smedefaget, og karen var blevet hjemme ved moderen og hjulpet med pasningen af sine 2 mindre søskende. Karens far var død da hun kun var 5 år gammel, og moderen havde giftet sig igen med en meget yngre mand - en slags alderdoms forsikring var det. Den unge og stærke mand forsikrede karens mor en nogenlunde værdig alderdom, fri for angsten for at havne i fattighuset. Manden fik til gengæld gården og jorden - og muligheden for at gifte sig med en yngre kone, når karens mor døde.  Angsten for en fattig alderdom var velbegrundet. Fattigprotokollens optegnelser vidner om de barske vilkår datidens bonde-og husmandsenker måtte leve under. Et skræmmende stort antal havnede på fattiggården.

Hvordan Jens Sørensen og Karen Knudsdatters bryllupsfest er foregået ved vi ikke. Men vi ved hvordan bryllupper blev fejret generelt. Aksel Rønnekilde Nielsen fortæller følgende om bryllupsfester i Tyvelse:

Det begyndte en fredag og varede 2 dage. Nogle dage før gildet belv bedemanden sendt ud for at indbyde gæsterne. Alle vegne, hvor han kom ind, skulde han fremsige en ordret ens remse: "Jeg skulde hilse fra vor far og vor mor.......en meget lang lektie.

Hvad skal vi ha´ til middag?" spurgte de ham om alle steder; for skulle de ha´ risengrød, skulde de levere smør og nymalket mælk i gildegaarden; men skulde de ha´ suppe på gildedagen, skulde der bringes høns og æg.

Dagen før gildet kom konerne i bylavet og skar mad til alle gildedagene. Omtrent alt boskabet i stuerne, sovekammermøblerne indbefattet, blet baaret ned i laden; og borde og bænke hvor der blev gjort klar til dans. På gildedagen om morgenen mødte pigerne fra lavets gaarde med forskellige fødevarer, og skeer, gafler, tallerkner o.a. bragtes til fra hele lavet.

Gæsterne var indbudt til at komme i gildesgaarden og spise frokost, der bestod af skaaren mad, godt med snapse og gammeløl.

4 musikanter stod i gaarden og blæste hver gang en vogn kom kørende til gaarden med gæster. Det var bedemandens bestilling at faa musikanterne purret ud, hver gang der kom en vogn kørende: ligesom han skulde ta´ imod gæsterne.

Alle gæster skulde med i kirke. De kørte fra gildegården i et samlet vogntog. Både når vogntoget kørte til kirke og kom tilbage derfra, stod musikanterne uden for gildegaarden og spillede.

Brud og brudgom kom til kirken sammen. Der blev kimet med kirkeklokkerne, baade naar de kom til kirken og tog derfra - en lidt raskere kimen end ved paaske, jul, o.s.v.  Kommet hjem fra kirke, gik tiden til aften med at se paa gaarden, paa besætningen o.s.v, man gik en tur i marken og lign.

Aftensmaden var suppe. Mens denne indtoges, gik spillemændende gennem stuerne og "spillede over borde", og en tallerken  gik omkring til gæsterne til at lægge spillemandspenge i.

Bedemanden og et par opvartere var hele tiden ved haanden og sørgede for, at ingen manglede noget hverken af mad eller drikke. Efter maaltidet tog dansen i øverstuen sin begyndelse.

Den første vals var brudevalsen, som bruden dansede med sin fader, efter denne dans sagde han: "værs´god!" og overlod hende til brudgommen. I løbet af aftenen fik bruden pigehuen af og konehuen paa.

Bryllupper var, og er, meget traditionsbundne. Vi kan roligt gå ud fra at de store linjer i foranstående beskrivelse blev fulgt ved Jens og Karens bryllup. Det har været en fest med mange mennesker, hvor alle i den lille landsby bidrog med mad og praktisk hjælp, og hvor de rigelige drikkevarer gjorde sit til, at feststemningen blev holdt højt.

Men for Jens og Karen betød festen også, at de nu skulle til at begynde et helt nyt og andet liv. Jens kunne endelig få foden under eget bord - en stor dag, en frihedens dag må det have været. Efter mange år som plejebarn, dernæst som læredreng, og endelig som smedesvend under mester, år i andre menneskers vold, kunne han nu selv bestemme over sit liv. Hvor det før var plejeforældre eller øvrigheden der bestemte hvor han skulle arbejde, og hvad han skulle arbejde med, var Jens nu fri til selv at forme sin tilværelse og sit arbejdsliv.  Dertil kom, at han på bryllupsdagen fik overdraget ansvaret for sin hustru - personligt, økonomisk og juridisk. I den henseende var gifte kvinder helt underlagt deres mænd. Karen har, som gift kvinde, ikke engang kunnet træffe beslutninger om de fælles børn.

Så det var et stort ansvar Jens fik overdraget på bryllupsdagen, og han har ikke fået lov til at gifte sig med Karen før han var i stand til at sørge for, og forsørge, en familie. Det var han nu, for en god smed var nødvendig og velanset i bondesamfundet, og kunne altid få arbejde.

For Karen var bryllupsdagen lige så stor og vigtig. Dette var dagen hvor hun skulle gå fra pigernes til de gifte koners fællesskab. På selve bryllupsdagen blev dette markeret og synligt ved, at Karen fik byttet pigehuen ud med konehuen. Senere, når graviditet og fødsler blev aktuelle, ville hun kunne regne med hjælp og vejledning fra de andre, mere erfarne, kvinder i landsbyen. Hun ville da være en del af de gifte koners fødselsfællesskab, et fællesskab hvor ugifte piger og mænd absolut ikke havde adgang.

Arbejdsmæssigt havde karens liv hidtil været lagt i faste rammer, med slid fra hun stod op om morgenen til hun gik i seng om aftenen. I eventuel tjeneste for andre havde hun været den der stod først op om morgenen. Der skulle laves morgenmad, malkes, bages, kærnes smør, gøres rent, spindes garn, passes køer og får - og fårene skulle klippes. Når der skulle vaskes tøj tog det ekstra tid, og alle de andre opaver skulle klares samtidig, derfor måtte hun på de tidspunkter stå endnu tidligere op for at nå det hele. Der skulle tændes op i ildstedet og hentes brænde, før der overhovedet kunne laves noget som helst mad eller vaskes tøj - også det havde været en del af hendes opgaver.

Til hverdag sov mændende på gårdene middagssøvn, men selvom Karen og de andre kvínder stod først op, blev et middagshvil ikke dem til del. Der var gøremål der passende kunne klares i det tidsrum. I høsten skulle hun hjælpe i marken samtidig med alle de andre arbejdsopgaver. En del af nævnte arbejdsgaver var sæsonsbestemt - men alle hørte de til en tjenestepiges pligter.

Karens hverdag ville ikke bringe mindre arbejde ved giftemålet. Med tiden, når der kom børn til, måske endda mere end hun hidtil havde været vant til. Men efter brylluppet ville det være sig selv og Jens hun arbejdede for, arbejdedagen ville være hendes egen, og det samme var ansvaret for at det hele kunne løbe rundt i husholdningen. Der var stadig arbejdsopgaver som Karen kunne være fælles med kvinderne i landsbyen om - kartning af uld, og skætning af hørren for eksempel -  ved de såkaldte arbejdegilder. Ved sådanne gilder mødtes kvinderne og udførte arbejdsopgaverne samme, man spiste godt og rigeligt, og glædede sig over samværet med hinanden - og man delte erfaringer og viden om dette eller hint. Det var et fællesskab som Karen helt sikkert også har deltaget i.

Jens og Karen bosatte sig på udflyttergården "kummergergård", det har præsten noteret sig ved vielses indførslen i kirkebogen. De var dermed nogle af de første i Tyvelse der bosatte sig væk fra landsbyen. I 1804 var man begyndt at udskifte gårdene. Hvor man før havde været fælles om alting, fik hver bonde nu sine egne marker og kunne  dyrke dem som han fandt for bedst. Mange byggede nye gårde på deres jord og flyttede, om end modvilligt i første omgang, fra det tætte landsbyfællesskab. Jens var smed, ikke bonde. Det var hans erhverv som smed der skulle forsørge familien og bære dem fremad. Men en smedesvends løn var ikke stor, så, som så mange andre håndværkere var Jens nødt til at have et lille husmandssted og et stykke ord ved siden af smedegerningen. Han kunne da dyrke jorden og sælge afgrøden, og på den måde få en ekstra indtægt. Økonomisk har de nygifte altså ikke været så dårligt stillede i den første del af deres ægteskab - men forholdene var alligevel meget små i forhold til hvad vi kender til i dag.

Husene på landet var ofte yderst enekelt bygget. Murene bestod af et skelet af stolper hvorimellem man flettede grene, som så blev beklædt med lerklining.  Gulvene i husene var oftest stampet ler, kun i forstue og køkken var det brolagt, stenpikket. Taget var altid af strå, og det eneste regulære murværek i huset var arnen og den store skorsten i køkkenet. Om den indvendige inretning i landbefolkningens boliger kan vi læse i bogen: "vi og vores fortid" ( udgivet 1940 - J.H. Schultz forlag):

"Møblementet var uhyre sparsomt ude paa landet, og soveværelser var ikke almindelige. I opholdsstuen, der ogsaa bruges som spisestue, var der en himmelseng med forhæng eller alkover med dør. Tjenestepigerne sov i den ene alkove, gaardmanden og hans kone i den anden, børnene fordelt mellem begge eller i slagbænke. Karlene havde deres smaa kamre ved stalden. Madresser var ukendt; man sov på halm, i hedeegnene paa lyng, som højest skiftedes een gang om Aaret og var ypperlige ynglesteder for mus, ildere og hugorme. Sengetøjet var kolossale vadmelsdyner og uldlagner, der gav tilhold for endnu mindre dyr i massevis. De smaa blyindfattede ruder kunde sjældent lukkes op, de var spigret fast. Opholdsstuer og sengesteder maa have været meget varme og alt andet end hygiejneske. Opvarmningen besørgedes overalt, baade paa landet og i byen, af bilæggerovne, undtagen hos de allermest velstaande. Stole var der kun faa af. Man sad paa faste bænke omkring det svær bord; adskillige steder var det skik, at mændende sad ned under maaltidet, mens kvinderne stod op".

Jens og Karens boligforhold har været meget tæt på denne beskrivelse; set med vore øjne en meget tarvelig og gammeldags boligkultur med sejg vedhængen ved de gamle skikke. Det var sådan folk havde levet i generationer, det var det der fungerede, og man kendte ikke til andet.

Den 6 november, knapt et år efter brylluppet, blev det første barn i ægteskabet født - en søn der blev døbt Søren. Og her er det så, at vi får en anelse om, at selvom Jens var "plejebarn fra opfostringshuset", kan han i givet fald godt, før han  blev plejebarn, have kendt sine forældre. Jens og Karen gør nemlig brug af skikken af opkalde deres børn efter bedsteforældrene. Jens Sørensens far hed Søren (Sørensen = Sørens søn). På den tid fik børnene deres fars fornavn som efternavn. For pigernes vedkommende ville det blive til Sørensdatter. Jens og Karens børn kom altså til at hedde  Jensen/Jensdatter. Børnenes mor var fuldstændig uvedkommende i den sammenhæng, selvom hun givet har haft indflydelse på navngivningen.

Hvorom alting er, så dør dette førstefødte barn samme år kun 3/4 år gammel. Kirkebogen for Tyvelse giver ingen begrundelse, men dengang var man ret uvidende om hygiejnens betydning. Det var ikke hvert hus der havde en brønd. Ofte klarede man sig med vand fra et nærliggende vandløb, hvor også kreaturene havde deres gang. Og selvom man havde en brønd, skete det ofte at den lå meget nær ved møddingen.

Det var umuligt at holde pinligt rent, hvor man gik ud og ind med træsko på, og kvinderne tog det ikke så alvorligt med renligheden som vi gør det i dag. Stuerne blev fejet søndag formiddag, der blev strøet nogle håndfulde sand ud over gulvet, og til højtiderne skulle der gøres ekstra fint, men efter det princip, at det ikke skulle tage for lang tid. Fejningen hvirvlede store støvskyer op, og da vinduerne ikke kunne åbnes, lagde støvet sig på spiseredskaberne,som i reglen sad i stropper ved vinduer eller loftbjælken sammen med spindelvæv og sod fra den åbne skorsten.

Maden blev ikke behandlet meget mere hygiejnisk; man spiste af samme fad uden tallerkner og lagde varme nybagte brød i sengene om vinteren for at varme dem op. Katte og hunde fik lov til at spise af kålfade, mælkekander og flødekander. Bestikket blev aldrig vasket af, man tørrede dem lidt af i bukserne eller i skørterne - opvasken var til at overkomme. Sæbe var en ret sjælden vare i disse omgivelser og ansås for en utrolig luksus.

Så det var hårde odds de små børn var oppe imod. Dertil kom, at børnenes modstandskraft ikke altid var den bedste. Alt sammen faktorer der forhøjede børnedødligheden dramatisk.  Det skulle Karen og Jens komme til at mærke meget mere til senere. 

Mellem år 1805 og 1807 forlader Jens og Karen Tyvelse sogn og flytter til nabosognet Venslev, hvor Jens formentlig har fået arbejde som smed. Her bliver deres næste barn født, en søn der bliver kaldt knud ( formentlig efter Karens far ( knud Christensen). Ved dåbsindførslen i kirkebogen har præsten noteret at han har døbt Jens Sørensens søn kaldet Knud, men der er intet nævnt om moderens navn. De næste 2 børn bliver også født i Venslev; Maren i år 1809 ( dør 6 år gammel) og Hans i år 1811 (der kommer til at føre min linje af slægten vidre, og som formentlig er født krøbling).

Mellem 1811 og 1816 overtager Jens smedien i den lille landsby Rude, Holsteinsborg sogn. Her bliver han ansat af egnenes bønder, der driver smedien på andelsbasis. Bønderne har så hver deres smededag, hvor de kan få hesten skoet og reperaret vogne og plove. Jens må have været vellidt, for han havde den samme smedie til få år før sin død i 1846.

I Holsteinsborg sogn bliver de sidste af Karen og Jenses børn født; Søren ( det er ham der bliver rigsdagsmand), Frederik kommer i år 1818, Christen i år 1822, og endnu en Christen i 1824. Dette sidste barn dør allerede en måned efter fødslen. Karen Knudsdatter er da 41 år gammel.

Det er også i 1824 at Karen første gang ses i sognets fattigprotokol. Hun står ganske vist ikke med navns nævnelse, men der er vist ingen tvivl om at "smedens afsindige kone i Rude" er den samme som Karen knudsdatter. I protokollen står opført, at Jens mødte for sin afsindige kone og beder om "tilhjælp". Han står opført til at have 4 ukonfirmerede børn, hvoraf én er krøbling og " i sin meget mærkelige forfatning".  Vi kan kun konkludere at dette omtalte barn må være Hans Jensen. Familien fortsætter med at få hjælp og Karen står anført som fattig af klasse 1. Klasse 1 fattige, var mennesker der ikke kunne klare nogen form for arbejde eller være til nytte på andre måder. Det var de mest sølle og syge.

Karen bliver ikke rask. Fra 1824 og frem til sin død i 1841 står hun fortsat opført i sognets fattigprotokol. i kirkebogen skriver præsten ved dødsindførelsen at hun "i mange år har været afsindig i temmelig svær grad".  Det har været en en hård periode for hele familien og trods Jenses arbejde i smedien har pengene været særdeles små.

Folketællingen for 1845 fortæller os, at Jens nu er: "aftægtsmand, forsørges af husfaderen". Han er kommet på aftægt hos sin ældste søn, Søren Jensen, der har overtaget smedien efter sin far. I forbindelse med at Jens har solgte smedien til sønnen Søren, har han samtidig fået en aftale om, at han kan blive forsørget på sine gamle dage. Det har sikkert været en del af prisen for smedien. Ikke at Jens dermed kom til muffen - han har sikkert skullet nøjes med et lille værelse i huset og der lå en helt fast kontrakt om, hvor meget han skulle have at spise og hvor meget brænsel familien skulle forsyne ham med. Men det har været nok til en rimelig alderdom så fattighusets kunne undgåes.

Jens dør i 1846, 68 år gammel, uden at eje noget af betydning. Og dog ejer han, her ved sin død en rigdom så stor - en familie han kan kalde sin og som høre ham til. Han og Karen bliver stamforældre til en stor og stolt smedeslægt, der sætter sit spor i historien over 100 år efter Jenses død. Desværre når Jens ikke at opleve, at sønnen Søren opnår at bliver rigsdagsmand, en af de første efter grundlovens indførsel. Dét i sig selv ville have været stort at opleve, for en mand der startede sit liv som kassebarn. Mere stort bliver det, når vi ved, at Søren Jensen faktisk blev valgt af folket, frem for vores store landsfader N.F.S Gruntvig. Smeden Søren Jensen stillede op mod N.F.S Gruntvig til rigsdagsvalget...og vandt!  Selvom man kommer fra ringe kår, kan man godt blive ophav til noget stort...og dét blev Jens Sørensen og Karen Knudsdatter trods alt.